'Du ville jo heller ikke starte med at spørge venner og bekendte om bankkontoen'  

Så længe alle er sunde, raske og glade, er alt godt. Det er vores mantra, når folk spørger ind til vores ve og vel i privaten. Men når det gælder arbejdslivet, kigger vi ofte først på bundlinjen for at vurdere en virksomheds tilstand, og den fremgangsmåde er ikke altid den smarteste efter min mening. Når du mødes med folk i ‘det virkelige liv’ og gerne vil finde ud af, hvordan vedkommende har det, vil du sandsynligvis ikke begynde at spørge ind til bankkontoen som det første.

Sådan bør det også være, når man kigger på en virksomhed. Jeg er ret sikker på, at vi kunne vende den gængse fremgangsmåde om og sige, at hvis alle er glade i virksomheden, så følger bundlinjen med. Jo bedre medarbejdere trives, jo bedre performer de. Og jo større chance er der for, at virksomheden kan fastholde dem. Til gavn for bundlinjen.

Derfor mener jeg, at det er altafgørende, at dagens ledere retter fokus mod netop dette. At pudse, pleje og værne om sine ansatte, som var de ens et og alt. For hvis medarbejdere pludselig mister motivationen og glæden, eller ikke længere føler sig forstået og hørt af ledelsen, så mister virksomheden sin største og vigtigste værdi.

Med det sagt opfordrer jeg ikke CEOs til at fjerne fokus fra deres primære funktion, som jo er at holde biksen på rette kurs. Jeg opfordrer i stedet til at hilse en ny vigtig medspiller velkommen i lederteamet. Personen som skal lede kontoret og forene de vigtige brikker. En opgradering af dét, man tidligere ville kalde ‘Office Manageren’ - nemlig den såkaldte ‘Workspace Experience Manager’.

Det lyder måske som varm luft. Men det er det på ingen måde. Virksomhederne er nødt til at sætte ind på et helt nyt niveau for at tiltrække, udvikle og - frem for alt - bevare den værdifulde menneskelige kapacitet. Husk på, at der er grænser for, hvad der kan købes for penge.

Det er jo meget fint, at jeg kan sige alt det her ud fra de ting, jeg oplever og taler med folk i branchen om. Men heldigvis bakkes det blandt andet op af en ny, årlig LinkedIn-undersøgelse, hvor 7.000 HR- og rekrutteringsfolk fra 35 forskellige lande er blevet spurgt ind til, hvilke trends de ser, når det kommer til at hyre og fastholde talenter. Her siger næsten alle (96%), at det betyder mere og mere at skabe en god oplevelse for medarbejderne - ikke kun for fastholdelsens skyld, men også for bundlinjens skyld. Alligevel er det kun lige over halvdelen (52%), der mener, at deres virksomhed rent faktisk tilbyder en positiv oplevelse for medarbejderne. Dét siger mig naturligvis, at der er brug for et langt større fokus her.

En afgørende faktor for at imødekomme de her ting er at skabe en setting og en virksomhedskultur, hvor humor, passion og sammenhold gør selv kunderne misundelige. Her spiller Workspace Experience Manageren en stor rolle, da vedkommende skal fungere som facilitator for engagement og en katalysator for positivitet og produktivitet. Han eller hun skal booste velværet og glæden blandt de ansatte og samtidig turde udfordre status quo og tilbagefald.

Udover de åbenlyse aktiviteter, som at skabe det bedste arbejdsmiljø og at sætte medarbejderne først, så tilfører han eller hun også en sund dynamik ved at gøre det uventede. Eksempelvis ved at bygge bro mellem arbejdslivet og privatlivet - en manøvre, som kan lette livet for medarbejderne, der får langt lettere ved at få alle ender til at mødes. Noget så simpelt som at få dækkene på bilen skiftet på virksomhedens parkeringsplads, mens man sidder i møde, få klaret en længe ventet klipning under et conference call, eller blive overrasket en mandag morgen med en fælles yoga-time for hele teamet.

Heldigvis begynder vi nu så småt at se et stigende antal danske virksomheder, som for alvor tager denne nye skikkelse alvorligt. For halvandet år siden stiftede jeg virksomheden Good Monday - med en drøm om at ændre den måde, vi driver kontor og indretter arbejdslivet på. Dengang var der ingen af vores kunder, som havde en Workspace Experience Manager.

Nu ser vi flere og flere af dem, især blandt de hurtigvoksende iværksættervirksomheder som eksempelvis Dixa og Peakon. Virksomheder, som ikke bare kæmper for at tiltrække og fastholde de bedste talenter, men også har kultur og de ansatte som øverste prioriteter for at skabe en succesfuld virksomhed. Den føromtalte undersøgelse fra LinkedIn fortæller også om et øget fokus på netop det her område. Siden 2014 er der nemlig på LinkedIn kommet 2,4 gange så mange brugere med jobtitler, der indeholder ‘employee experience’ (medarbejderoplevelse, red.). Dét gør mig glad, og jeg håber inderligt, at flere og flere virksomheder kommer til at hoppe med på vognen og sætte medarbejderne først. Hver eneste dag - også mandag morgen.

Mik Strøyberg, direktør og stifter, Good Monday